Der gives vel neppe under solen to begreber, som forveksles saa let, som det at være en original, og det at være en galning, og der skal sandelig nu om stunder en god jury til for at kunne afgjøre, hvor den egentlig befinder sig, den haarfine grænse mellem det oprindelige og det forskruede – hvor egenheden ender, hvor galskaben begynder.
For der er ord som tages saa forfængelig – En del folk gaar rundt og forsøger at gjøre og sige aparte ting – og mange karakteriserer i sine hjerters enfold disse folk ved at bruge ordet «original» afvekslende som substantiv og adjektiv.
Men strengt taget:
Et menneske, vil jeg høitidelig og kortfattet sige, som danner sine grundsætninger stik modsat sine samtidiges – og lever derefter — han alene er en original. – Sokrates, Demostehenes, Luther, se, det var originaler gode nok; medens vistnok ingen vil bestride Claudius Nero, Calligula eller endog don Juan førsteretten i et galehus. Eller: Saasandt det heder sig, at mennesket var godt i sin oprindelse, er ialfald det daarlige menneske saa langtfra nogen original, som dets stemme blot blander sig ind i tusinde andre sletheders potpourri.
Derom være nok sagt. Thi hvad de ovenfor nævnte angaar, er det desværre for vanskeligt at fremkomme med noget nyt, og da de dannede galninger gjerne trompeterer i sit tomme overflødighedshorn for selv at besørge sin saga, er det ligesaagodt at gjøre som manden, der agte kjelkebakke nedover fjeldet – fort gik det og hopped gjorde det; men tilgaards kom han, lige idet han vælted – – –
Der er en beskeden underafdeling af galningerne, som harmløse og forstyrrede i hjernen rusler om fra gaard til gaard, fra bygd til bygd, i gamle dage med en tiggerpose, nu med en kramsæk paa ryggen. Bygdeoriginaler er de blevne kalte, men dette er altsaa feilagtigt. Bygdegalninger nærmere. Eller i betragtning af underafdelingen: Bygdetullinger. Men deres navne vil visselig mangen en her fra østlandet drage kjendsel paa.
Saaledes vanked i midten af forrige aarhundrede Wergelands-gutten omkring i Skedsmo, Fet og omliggende bygder.
– Den dag idag ved en gammel dame at fortælle om, hvorledes hun en vintermorgen blev vækket af latter og leven blandet med en spagfærdig felelaat ude ifra gaardspladsen; men da hun saa ud af vinduet – fri og bevare for en serenade: – stod ikke der Wergelandsgutten splitnøgen i den bidende frost og gned paa felen sin, og hvidagtig syntes hun han var, ganske rimet over hele kroppen. Dog, den gamle dame, som dengang var ung, daaned ikke; hun trak sig bare ind i værelset og lo ved sig selv – det var lidt bondeblod i hende – og da hun atter saa ud, var urostifteren bleven stængt inde i drengestuen, – Lignende tildragelser hørte forresten ingenlunde til sjeldenhederne dengang; for bemeldte person brugte nok at fare rundt paa den maade, baade naar han var fuld, og dagen derpaa; men felen fik han kun daarlig lyd i paa det tidspunkt, da det var gaaet saa nedad bakke med ham.
Undertiden kunde han alligevel forbause med kunststykker som at faa melodier frem ved hjælp af nogle snore spændte over et træbret.
Som on modsætning til Wergelandsgutten, især hvad antrækket anbelanged, kan nævnes Per Velklædt, ogsaa tituleret Klædden, som havde for skik at sy hver en tøisfille, han kom over, fast paa sig, med den følge, at han tilslut blev gaaende i en hel rustning og var nødt til at lægge sig ned saa lang, han var naar han skulde tage noget op.
Saa var det Jens Taie, hvis blide mund var parat til ved mindste vink at berette historien om dengang, han havde lagt sig til at sove paa et skib og paa den maade ganske uventet var kommen til «de varmen’e land – enne», hvor folk i udsøgt elegance spankulered om «i karamerdugs—gazes bukser — enne» .
Men snolest skal den store, tykke Bjeldegutten have været med sin bjelde bundet om halsen. Stympers. Han led under samme ulempe som Mumle Gaaseæg, nemlig at han aldrig kunde blive mæt. Det vil da sige: Kunde han kjende maden, naar han stak fingeren ned i halsen, var alt i orden, men dertil krævedes en grødgryde saa stor som der paa en fuldgaard koges til onnefolkene midtsommers.
Gale Marie, præstedatteren, som ulykkelig kjærlighed havde gjort afsindig, tilhørte rigtignok en senere generation, men var derfor ikke mindre standhaftig end sine mandlige kolleger, der hun i 40 aar vandrede om i de forskjelligste trakter af landet, de sidste 15 a 20 aar i Nedre Romerike; dog vidste ingen paa disse kanter, hvor hun opholdt sig vintertiden, selv fortalte hun ingenting, blev sint, naar nogen spurgte. Derfor blev omtrent det eneste, man ved at berette om hendes snak, hin gang hun i forrygende høstveir kom ind etsted – «Naar en gaar i syd, er det varmt; for da gaar en undaf for Nordenvinden, og haar en gaar i nord er det koldt, for da gaar en undaf for søndenvinden», sagde hun, idet hun paa de tunge træsko klamped bort til skorstenen, satte sig, sank sammen, vugged og ruged med præget af en stivnet sorg over det lille, skrumpne ansigt, hvori endnu kunde spores mærker af en uomtvistelig skjønhed.
De maatte kunne have dannet et underligt menageri, disse, dersom de var blevne stuvede sammen istedetfor at ræke viden om land og strand; men det tænkte ingen paa for 50 aar siden, da der hverken existered daarekister eller fattighuse. Og derfor døde de allesammen bygdetullingernes traditionelle død, grøftedøden.
Men – døden er en befrier, siger Seneea.
Hildr Jølsen.
